Kreaaktiviteter og Bål, del 1

Kreaaktivitet og Bål Del 1 - Mest fokus på Krea


Lørdag den 21. september 2024 fra kl. 09:00-12:00

I Kreativitet og Bål vil vi arbejde med gode ideer til og formidling af aktiviteter, man kan lave omkring bål eller som udfordrer børnenes kreative udfoldelser.


I formiddagens modul vil vi fokusere mest på kreaaktiviteter, samt noget teori om hvad den kreative proces betyder for børnenes udvikling.


Udover teorien vil deltagerne lære konkrete håndværksaktiviteter, der virker for børn og unge i praksis. Samt hvilke målgrupper og situationer de egner sig til, samt hvilke krav til materialer og værktøj der stilles til de enkelte aktiviteter.


Deltagerne introduceres til forskellige håndværktøjer og metoder, der kan give børnene en bedre succesoplevelse.


Dem der også er tilmeldt eftermiddagens modul vil kunne starte på lidt større projekter som at snitte en ske, nogle avancerede halssmykker, eller lignende.



Instruktører

Jesper Nielsen

Jesper har været FDF siden starten af 80'erne i FDF Ledøje-Smørum. Han har været instruktør på et hav af FDF kurser og har siddet i Væbnermesterskabets udvalg og også prøvet at vinde Væbnermesterskabet.


Jesper har altid elsket bål og snitteaktiviteter og han påstår at han er ret skrap til at slå ild med flint og snitte en pilefløje. Man kan han mon få sin medinstruktør til at danse efter den?

Hanna Klysner Lohse

Hanna har kun været medlem af FDF siden 1990, så det er jo ikke så længe. Til gengæld er hun uddannet pædagog og har i mange år arbejdet med alt det kreative håndværk - både i FDF og på arbejdet.


Hannas største motivation er at opleve hvordan børnene udvikler sig i processen og at lære andre voksne hvad der er vigtigt i processen, for at barnet skal få den gode succes og den bedste udvikling.


Hun siger: "Lad dem hellere bare snitte en pind spids hele dagen, hvis det flytter dem det rigtige sted hen og taler til deres kreative udvikling, i stedet for at de alle skal have en færdig ens ting med hjem".